Fotojournalist Nicolai Brix

Leica, bare navnet har et eller andet over sig. Det er lyder næsten som et eller andet russisk cosmonautisk. Men det er ikke russisk men tysk super kvalitet….

Jeg har gennem kamerakompagniet haft den mulighed at teste et leica M9 i den sidste uges tid..hmmmm, er det fedt? JAAAAA. Er det dyrt? JAAAAA. Er det toppen af poppen i billedkvalitet? Nej, men det gør slet ikke noget.

Det kunne sådan set være min anmeldelse….. eller måske ikke. Jeg er ikke personen der går en hel masse op i at lave tests med opsatte genstande for at teste det op imod en masse andre kameraer og kigge med lup på hvert eneste pixel. Det interesserer mig ikke.. Men jeg vil gerne snakke følelser og hvordan det føles at arbejde med. De andre anmeldelser kan i få på f.eks. DP Review…..

Leica er kendet for for deres målsøger kameraer og der objektiver i ekstrem lækker optisk kvalitet. De har nok været synonym med reportage fotografiet de sidste mange mange år før vi alle blev så digitale. Jeg har personligt altid drømt om deres model der hedder M6 i mange år… et godt gammeldags film kamera.

Den første reaktion jeg havde da jeg fik det i hånden var…. damn det er tungt. Jeg tror uden at have 100% belæg for det at det er det bedst byggede kamera jeg har arbejdet med. Det giver mig bare denne helt uovertrufne følelse af kvalitet. Jeg har før skrevet om andre kameraer som f.eks Olympus Pen at det har en betydning for mig om hvordan det føles at have et kamera i hånden. Når jeg får et kamera som dette leica i hånden bliver det lidt små religiøst for mig. Ja det er nok lidt hysterisk, men jeg føler det er en ære at få lov til at fotograferer med. Jeg er sådan lidt mere “på”. Er det rationelt? Nej overhovedet ikke. Er det fedt? JA.

Et leica M9 vil aldrig blive mit primære kamera til opgave løsning, men det ville hvis jeg havde pengene… (43k bare for huset) være det kamera jeg fotograferede med når jeg skulle fotograferer for mig selv for “sjov”. Jeg ville elske at have det med i en uge til New York eller Paris. Bare gå rundt i gaderne og fotografere. Det er nok min drøm lige nu… bare mig og et M9 i en uge alene i en storby.

Jeg har lånt 3 forskellige objektiver med til det, et 21 mm. 2,8 ASPH ELMARIT, et 28 mm. 2,8 ASPH ELMARIT og en 35 mm.  2,5 SUMMARIT. De er lækre… ohhh yeah. Det bare så meget i orden lavet og den optiske kvalitet er meget meget lækker. Jeg er specielt vild med  21 mm. som giver mig nogle fede muligheder for at gå tæt på med en vidvinkel. Det specielle ved leica ift. de andre mærker er at alt fokusering stadig er manuelt…. og i min verden er det top fedt. Jeg er mere på når jeg skal fotograferer. Tempoet går lidt ned og jeg skal koncentrere mig 110% om det jeg laver og ikke bare skyde løs med verdens hurtigste autofokus. Men det er svært og noget man skal vende sig til. Den matskive der er i M9′eren har jeg skulle vende mig til.

Et godt eksempel er disse 2 billeder. Det første er jo tydeligvis ramt helt ved siden af….

Når det ikke er emner med skarpe kanter man kan bruge til hjælp ved fokuseringen så er det mega svært. I det næste billede blev jeg nød til at bruge grenen som fix pkt.

Det er noget meget anderledes at arbejde med. Jeg er sikker på jeg nok skal lære det, men det er anderledes end “normalt”.  Til gengæld 0plever jeg slet ikke de problemer når jeg har skulle fotografere mennesker og andet hvor det ikke er deffust. Der er det bar en drøm at arbejde med, meget nemmere end manuel fokusering med mine nikon kameraer.

Jeg gav mig selv en udfordring i søndags. Der var world yoga dag og jeg en af mine kunder, et yoga center havde bestilt mig til at komme og lave en reportage fra dagen. Problemet var at det er noget meget personligt at dyrke yoga/meditation og de helst så jeg var meget diskret. De snakkede også om sådan helt klassisk sort/hvid billeder…..ahhhh en opgave for Leica’en

Her oplevede jeg en af styrkerne ved at bruge et mindre målsøger kamera ift. mine store spejlrefleks kameraer. Folk troede bare jeg lige tog nogle snapshots. Det er fedt. Jeg fik lov til at arbejde noget mere diskret og jeg forstyrrede ikke, det var vigtigt.

Det var svære forhold at arbejde under og det havde nok været nemmere bare at tage min Nikon D3s med og skyde på iso 3200 og få det i kassen, men det havde ikke været diskret. Jeg fotograferede op til iso 1250 og det er nok ved at være grænsen for det acceptable mht. støj i min verden. Men det var en fornøjelse at arbejde med….

Og konklusionen???

Ja det bliver aldrig en arbejdshest i mit fotografiske arbejde, men det er slet ikke vigtigt. Det giver mig en super cool følelse og oplevelse at arbejde med og det er meget vigtigt i min verden. Prisen? ja det er sindsygt mange penge og jeg investerer nok ikke lige pt. Men havde jeg friværdi, børnene var flyttet hjemme fra og egentlig ikke manglede noget så havde jeg købt det på stedet. ingen tvivl om det. En sjov lille ting er at kameraet har givet mig mulighed for at snakke med nye mennesker… andre fotografer som jeg ikke kendte. Når jeg har gået rundt i byen med det er der kommet flere hen og spurt om det ikke var et leica… aldersgennemsnittet var i den høje ende af spørgerne, men de kunne kende det fordi det var et leica…. så diskret er det kun for dem som ikke kender noget til det